Debat og politik

Københavnske politikere har fældet endelig dom: Samarbejdet med Intervare er slut

Beslutningen er nu endelig, efter at sagen har været behandlet af Københavns Borgerrepræsentation: Kontrakten med Intervare A/S bliver ophævet, og et langt samarbejde ophører dermed om 4 uger. De ansvarlige borgmestre er tilfredse med beslutningen.

Det er ikke hverdagskost, at Københavns Kommune ophæver en kontrakt med en leverandør – særligt ikke én, som kommunen har samarbejdet med igennem mange år. Men det er ikke desto mindre det, der her til aften er blevet endeligt besluttet af politikerne på Københavns Rådhus. Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation har således på aftenens møde valgt at følge anbefalingen fra kommunens CSR-enhed, som har undersøgt forholdene hos Intervare A/S.

”Virksomheder, der indgår kontrakt med Københavns Kommune, skriver under på, at de behandler deres medarbejdere ordentligt. Desværre har Intervare trods adskillige advarsler ikke rettet op på de dybt kritisable løn- og arbejdsvilkår, som vores indsatsteam mod social dumping har afdækket. Det kan vi ikke acceptere, så derfor stopper vi samarbejdet nu,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).  

Intervare A/S har igennem en årrække samarbejdet med Københavns Kommune om at levere dagligvarer til ældre og udsatte borgere. Men siden foråret 2021, hvor kommunens CSR-enhed indledte undersøgelser af arbejdsforholdene hos Intervare og herved konstaterede brud på kommunens arbejdsklausul, har der været usikkerhed om det fremtidige samarbejde.

”Nok er nok, og jeg har ærligt taget fået nok for længe siden. Vi har nu haft den her sag kørende i snart trekvart år, og Intervare har fået den ene chance efter den anden. Det er klart, at vi ikke kan acceptere at have en leverandør, der underbetaler og udnytter sine medarbejdere, men den besked har Intervare desværre haft svært ved at forstå. Det er rigtig ærgerligt, men det kan ikke være anderledes,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).

Det er Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, der sammen med Socialforvaltningen har indgået kontrakten med Intervare, som samlet omfatter ca. 2.100 ældre og udsatte borgere.

”Københavns Kommune er en af de største spillere på arbejdsmarkedet. Derfor skal vi også gå forrest med at stille krav til de virksomheder, vi samarbejder med. Når vi vedtager arbejdsklausuler i København, så er det for at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold i de kontrakter, vi indgår med kommunens leverandører. Det skal have konsekvenser, hvis en virksomhed ikke overholder arbejdsklausulerne. Kommunens CSR-enhed er meget klar i sin konklusion, nemlig at Intervare ikke overholder klausulerne, og derfor er den eneste løsning at opsige aftalen,” siger socialborgmester Karina Vestergård Madsen (Ø).

Den nuværende kontrakt blev indgået i 2017 og stod til at udløbe i foråret 2022. Med aftenens beslutning vil kontraktperioden løbe til og med 4. marts, hvorefter kommunen i perioden frem til 1. juni, hvor et nyt udbud forventes at træde i kraft, skal sikre levering til de berørte borgere på alternativ vis.

Sagen kort:

  • Ovenpå afsløringer af dårlige løn- og arbejdsvilkår for chaufførerne hos Intervare A/S i løbet af foråret og sommeren 2021 besluttede et flertal i Borgerrepræsentationen i oktober 2021, at man kunne ophæve kontrakten med Intervare A/S, hvis virksomheden ikke fik rettet op på en række kritikpunkter inden 1. november 2021, herunder efterbetaling af chaufførerne. Det gjorde Intervare A/S imidlertid ikke, vurderede kommunens CSR-enhed efterfølgende, og anbefalingen til politikerne blev derfor at ophæve kontrakten.
  • Kontrakten er fælles mellem Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen. Allerede for to uger siden besluttede et flertal i Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget, at kontrakten skulle ophæves. Men enkelte medlemmer af udvalgene valgte at sende sagen videre til behandling i Borgerrepræsentationen. Læs mere
  • Intervare A/S har – ligesom alle andre af kommunens leverandører – skrevet under på en arbejdsklausul, som stiller krav om, at de medarbejdere, der udfører arbejde for Københavns Kommune, skal have løn- og arbejdsvilkår svarende til overenskomsten på området.

Kommentarer