Lokale ledige stillinger for seniorer samles i ny jobbank
I de nye jobbank kan man finde aktuelle jobopslag med stillinger, der giver mulighed for fleksibilitet – fx seniorjob, projektansættelser, deltidsjob, og stillinger på nedsat tid.
PR Foto / Ældresagen
Lokale virksomheder har brug for seniorer, og rekordmange danskere ønsker at blive på arbejdsmarkedet også efter pensionsalderen. Derfor åbner Jobindex og Ældre Sagen nu en jobbank målrettet seniorer.
Virksomhederne og den offentlige sektor mangler hænder og hoveder, og Ældre Sagens undersøgelser viser, at rigtig mange seniorer ønsker at forblive i beskæftigelse – også efter pensionsalderen.
Virksomheder er blevet bedre til at fastholde eksisterende medarbejde ved at tilbyde fleksibilitet, men de overser stadig potentialet i at tilbyde samme fleksibilitet, når der rekrutteres. Det vil Ældre Sagen og Jobindex nu gøre noget ved, og derfor lancerer de en jobbank målrettet seniorer.
– Seniorer, der både kan og vil, er en værdifuld og helt nødvendig ressource for de danske arbejdspladser. Man bliver altså ikke automatisk uarbejdsdygtig den dag, man rammer pensionsalderen. Vores nye jobbank skal give flere muligheder til de dygtige og højt motiverede seniorer, der enten ønsker at fortsætte eller vende tilbage til arbejdsmarkedet, siger Bjarne Hastrup, adm. direktør for Ældre Sagen.
Bedre mulighed for at rekruttere seniorer
Ældre Sagens samarbejde med Jobindex betyder, at medlemmer og andre fremover vil kunne finde fleksible job på Ældre Sagens hjemmeside.
Det er Jobindex, der sammen med sine virksomhedskunder udvælger job til jobbanken. Det sker for at sikre arbejdspladserne den optimale synlighed over for egnede kandidater i alle aldersgrupper.
– Vi har en vigtig gruppe på arbejdsmarkedet, der gerne vil yde en ekstra indsats, nemlig seniorerne. Samtidig kan vi se, at det er blevet sværere for virksomhederne at rekruttere til en række jobfunktioner. Derfor vil vi gerne udvide virksomhedernes rekrutteringsmuligheder ved at sikre, at virksomhederne får en god dialog med de mange dygtige seniorer, siger Malene Gregaard Wilsly, beskæftigelseschef i Jobindex.
1600+ senior-egnede job i jobbanken
På Aeldresagen.dk/jobbank kan man allerede nu finde over 1600 forskellige job, der har det til fælles, at virksomhederne efterspørger medarbejdere med modenhed, stabilitet og faglighed, samt at opgaverne udføres på mere fleksible vilkår end en traditionel fuldtidsansættelse.
– Virksomhederne må lære, at to ingeniører på 70, der hver arbejder halv tid, kan være mindst lige så gode som en 35-årig ingeniør på fuldtid. Desværre tænker mange virksomheder stadig alt for traditionelt, og derfor har de svært ved at rekruttere, siger Bjarne Hastrup.
I Ældre Sagens jobbank kan seniorer finde mange forskellige job som fx projektrådgiver, farmakonom, pædagogmedhjælper, kommunikationskonsulent, sælger, buschauffør, fysioterapeut, kok, vicevært, regnskabsansvarlig, financial controller, speciallæge og meget andet.
Fakta om seniorer på arbejdsmarkedet
I oktober 2025 var 101.200 over folkepensionsalderen i lønmodtagerbeskæftigelse, hvilket svarer til ca. 9,0 pct. af alle over folkepensionsalderen. Det er det højeste antal samt den højeste andel, der hidtil er målt. Kilde: Jobindsats.dk
Siden 1. januar 2023 er lønindkomst ikke blevet modregnet i folkepensionens grundbeløb. Det er sket efter ønske fra bl.a. Ældre Sagen. Seniorer får desuden en skattefri seniorpræmie, hvis de fortsætter med at arbejde efter folkepensionsalderen.



Kommentarer