Livsstil og forbrug

Populær pantstation åbner i Field’s

I de nye pantstationer hælder man sine flasker og dåser direkte i maskinen, og det gør det let at komme af med store mængder pant på én gang.

Nu får københavnerne mulighed for at komme af med store mængder pant på en smart og hurtig måde, når den første københavnske pantstation åbner i Field’s på Amager. Pantstationen åbner 6. januar og indrettes i parkeringskælderen P2, hvor den er klar til at tage imod 120 flasker og dåser i minuttet.

2022 lægger ud med en god nyhed til dem, der gerne vil af med meget pant på én gang. Mandag den 6. januar får København nemlig sin første pantstation i shoppingcentret Field’s på Amager. I en pantstation hælder man sine tomme flasker og dåser direkte ind i en sluse, og det gør det let at komme af med store mængder pant. I pantstationen tælles flasker og dåser med 120 stk. i minuttet, og herefter får man pant-pengene direkte ind på sin konto.

”Det har længe været et ønske for os at åbne en pantstation i København, og placeringen i Field’s gør det let for mange at komme til – både fra byen og det store opland på Amager. Vi vil gerne gøre det lettere at komme af med sin pant, og her vil pantstationen i Field’s komme til at spille en vigtig rolle”, siger markedsdirektør Marlene Holmgaard Fris fra Dansk Retursystem.

Også fra Thomas Thomsen, der er Shopping Center Manager i Field’s, er der glæde ved udsigten til pantstationen:

”I Field’s vil vi gøre det let for vores kunder ved at samle en række services på ét sted. Med pantstationen kan kunderne let komme af med deres pant, inden de tager videre på oplevelser i vores shoppingcenter. Desuden er pantstationen et godt eksempel på, at bæredygtighed og convenience mødes, og det tiltaler os meget”, siger Thomas Thomsen.

60.000 stk. om dagen

Pantstationen bliver samme, nye model som den, der er andre steder på Sjælland, bl.a. i Rødovre, Kalundborg og Høje Taastrup. Modellen i Field’s kan tage op til 60.000 flasker og dåser om dagen. Dermed kommer den til at bidrage til de ca. 4,5 millioner flasker og dåser, der hver dag kommer retur gennem pantsystemet. Sidste år sparede det et CO2-udslip på 178.000 tons. Pantstationen kommer til at ligge i den nederste parkeringskælder P2, hvor man også henter BilkaToGo.

I alt er der 13 pantstationer i Danmark, og flere er på vej, da de er populære, og mange gerne kører langt for at aflevere pant i dem. Planen er at bygge de ældre pantstationer om til den nye model og samtidig bygge nye i hele landet, så der i 2025 er 36 pantstationer.  

Kort fortalt om den nye pantstation: 

  • Hæld flasker og dåser direkte i maskinen 
  • Flasker og dåser bliver optalt og mast på stedet, så der er plads til mange
  • Pantpengene går ind på dit Dankort inden for én bankdag 
  • En CO2-besparende pantstationsløsning.

Kommentarer