Erhverv

Bybonde får hjælp til at fokusere, automatisere og øge væksten

TagTomat har via Erhvervshus Hovedstaden fået hjælp til at køre et Vækstpilotprojekt, og det har bidraget til at fokusere forretningen og gøre den mere lønsom. Her er det fra venstre projektkoordinator Karina Norre Ammentorp og senior forretningsudvikler Pia Stougaard Trostmann og til højre arkitekt Mads Boserup Lauritsen, der er indehaver af TagTomat.

Den prisvindende Nørrebrovirksomhed TagTomat Aps var tæt på at lukke under pandemien men oplever nu overskud ikke mindst takket være et Vækstpilotprojekt og sparring med Erhvervshus Hovedstaden.

I 2011 gjorde arkitekt Mads Boserup Lauritsen alvor af en drøm om at gøre storbyen til et grønnere sted og skabe fællesskaber omkring byhaver. Det skete, da han realiserede ideen om at dyrke tomater i hjemmelavede selvvandende plantekasser på taget af et skraldeskur i en baggård på Nørrebro. I 2014 blev hobbyen til en virksomhed, og siden gik udviklingen af forretningen stærkt. For kunderne stod i kø for at købe plantekasser, grønne fællesskaber og svampedyrkningskit; og det lykkedes Mads Boserup Lauritsen at skabe grønne arbejdspladser i byen, da han allerede efter en måned ansatte sin første medarbejder på værkstedet. Og i 2018 kom butik og det nuværende showroom til.

– Min passion bag TagTomat er at leve af at lave grønne fællesskaber i byen, og det har jeg haft mange gode oplevelser og succes med, lige indtil samfundet blev lukket ned under pandemien. Det blev til tre forfærdelige år som selvstændig, men vi undgik konkurs. Mit forretningskoncept bestod af 20-25 forretningsben, hvilket var godt i forhold til at sikre en bred omsætning. Men det var ikke lønsomt i længden på bagkanten af pandemien, fortæller Mads Boserup Lauritsen.

Fik vendt underskud til overskud

Med et stort underskud på cirka 575.000 kr. i 2021 skar Mads forretningen til i løbet af 2022, så underskuddet blev vendt til et overskud på 468.000 kr. Med lidt mere ro på bagsmækken kunne Mads nu søge ekstern hjælp og sparring til at fokusere forretningen og gøre den yderligere rentabel og lønsom. Derfor fik han i slutningen af 2022 kontakt til Erhvervshus Hovedstaden og fik tilsagn fra SMV:Vækstpilot-puljen til at ansætte en ny medarbejder til at løfte en udviklingsopgave, som hjalp ham med at skærpe og fokusere forretningen. Vækstpiloten var ansat det første halvår af 2023, og resultatet var en reduktion af de tidligere 25 fokusområder (forretningsområder) til ca. fem fokusområder. I dag har Mads Boserup Lauritsen sammen med sine tre fuldtidsansatte medarbejdere og et par studentermedhjælpere vendt forretningen, så der i det nuværende og kommende regnskabsår også forventes et pænt overskud.

– Jeg indså, at det var nødvendigt at fokusere min forretning for at kunne konsolidere den og skabe vækst. Det fik jeg hjælp til af Erhvervshus Hovedstaden og den medarbejder, jeg fik tilskud til at ansætte gennem Vækstpilotordningen, da vi ikke havde ressourcer og kompetencer til selv at løfte opgaven. Virksomheden har fået færre forretningsben og er blevet mere lønsom. Så det er blevet sjovere at være erhvervsdrivende, siger Mads.

Som et resultat af arbejdet med at fokusere forretningen besluttede Mads sig for at spare penge ved at lukke den fysiske butik men bevare lejemålet til kontor, showroom og produktion og således satse udelukkende på onlinesalg til private, mens den øvrige del af forretningen med store kunder fortsætter som hidtil, eksempelvis med at lave private label-frøposer. I dag hjælper TagTomat kunderne med at skabe meningsfulde grønne fællesskaber i deres hverdag fx ved at rådgive store bygherrer, indrette tagterrasser og uderum for boligselskaber eller sælge plantekasser til grønne plantevægge samt facilitere lærings- og skolehaver, teambuilding og kursusforløb for private og offentlige institutioner.

Automatisering og nye mekaniske processer

Det næste, TagTomat skal have hjælp til, er et Made Kickstart-projekt, som seniorforretningsudvikler Pia Stougaard Trostmann fra Erhvervshus Hovedstaden har henvist ham til i foråret 2023. Formålet med projektet er at automatisere og effektivisere den håndholdte økologiske svampeboksproduktion, så Mads og hans medarbejdere ikke selv længere skal stå og stampe halm ned i rengjorte genbrugsmælkekartonner. Svampeboksene er det mest sælgende produkt, så Mads har høje forventninger til, at det kan gøre hans virksomhed endnu mere lønsom.

– Jeg vil klart anbefale andre at få sparring af Erhvervshus Hovedstaden. Jeg har kun mødt kompetente medarbejdere, der brænder for at hjælpe iværksættere og små og mellemstore virksomheder med at udvikle deres forretning. Erhvervshus Hovedstadens forretningsudviklere kan give et overblik over, hvilke muligheder der er for sparring og støttemuligheder i erhvervsfremmesystemet. Jeg glæder mig enormt meget til at se, hvilke konkrete konstruktioner og mekaniske principper, som MADE KickStart-projektet vil resultere i, siger Mads Boserup Lauritsen

Fakta om TagTomat Aps

TagTomat har lavet massevis og mangfoldige grønne projekter og hjulpet et utal af grønne fællesskaber med at blomstre; lige fra skolehaver og grønne fælleshaver i boligforeninger, i parker og på herberger til kontorindretninger med grønne vægge med luftrensende planter i byens rum. TagTomat underviser og formidler om grønne fællesskaber og urban gardening. Virksomheden designer, udvikler og bygger løsninger, som gør det nemt at dyrke i byen, fx selvvandende plantekasser. TagTomats mest sælgende produkt er forskellige svampedyrkningskits fx til dyrkning af østershatte på halm, kaffe og træspåner, hvor forskellig emballage genbruges. Fem gange er TagTomat blevet nomineret til en Danish Design Award og kåret som Gazelle-virksomhed af Dagbladet Børsen. Genbrug og upcycling er en af kongstankerne, da alt helst skal produceres af genbrugsmaterialer.

Kommentarer