Energinet begynder nu at lægge nye 400 kV-kabler på det østlige Sjælland
Billedet er fra et tidligere. lignende kabelprojekt. Foto: Energinet.
Energinet er i gang med at forstærke elnettet på den østlige del af Sjælland og begynder nu arbejdet med at lægge nye 400 kV-jordkabler i Ringsbjerg-projektet.
Som en del af projektet har Energinet allerede påbegyndt arbejdet med at opføre en ny, stor højspændingsstation ved Ringsbjerg tæt ved Herfølge. Ringsbjerg-projektet er et vigtigt led i den stadige udbygning af transmissionsnettet for el, så Energinet kan transportere de stigende mængder grøn strøm og efterkomme behovet for mere strøm til blandt andet transport og opvarmning.
De nye 400 kV-kabler bliver lagt på to strækninger:
- Mellem Ringsbjerg og den nye højspændingsstation Lindehøj bliver der lagt to parallelle 400 kV-kabelanlæg. Strækningen er cirka 29 kilometer. Lindehøj ligger ved Høje Taastrup og opføres i et særskilt projekt.
- Fra Ringsbjerg til Bjæverskov Højspændingsstation lægger Energinet et nyt 400 kV-kabelanlæg, i alt cirka otte kilometer.
Når den nye forbindelse er gået i drift, vil Energinet være i stand til at transportere yderligere 1 GW strøm. I dag er Danmarks maksimale elforbrug i den time, vi bruger mest, cirka syv gigawatt (GW).
Når en anden del af udbygningen af eltransmissionsnettet, Nyt elnet Sydsjælland, Lolland og Falster, går i drift i 2033, tilføjes yderligere tre GW.
Arkæologiske undersøgelser
Arkæologer fra Museum Sydøstdanmark og Kroppedal Museum har siden begyndelsen af 2026 undersøgt jorden for eventuelle fortidsminder og foretager i den kommende tid egentlige udgravninger. Udgravningerne vil på udvalgte steder fortsætte i 2027 og omfatter et areal på i alt 90.000 kvadratmeter.
Underboringer
– Vi begynder kabelarbejdet med at lave underboringer på udvalgte steder, og det kommer vi til at fortsætte med ind i 2027. Underboringerne bliver typisk foretaget ved jernbaner og større veje, for eksempel Vestmotorvejen og Sydmotorvejen. Vi underborer også ved vandløb og beskyttet natur, hvor vi ikke kan grave igennem. På de to strækninger har vi planlagt i alt 74 underboringer, fortæller Peter Nyeland Handberg, seniorprojektleder med ansvar for kabeldelen af Ringsbjerg-projektet.
Kabellægning til foråret
I foråret 2027 begynder Energinets entreprenører at lægge kablerne på resten af strækningerne. De fjerner først træer og buske samt eventuelle afgrøder i det omfang, det er nødvendigt. Herefter graver de en rende, hvor kablerne bliver lagt.
– Naboer til projektet kan forvente, at der kan forekomme støj fra maskiner og øget trafik til og fra arbejdsstederne i anlægsperioden. Vi er til stede i lokalområderne i cirka én til to måneder, inden vi bevæger os videre. Det vil dog være skiftende, hvor megen aktivitet der er på byggepladserne i perioden, siger Peter Nyeland Handberg.
Når kablerne er lagt, afslutter Energinet projektet med at rydde op og reetablere arealerne efter aftale med lodsejerne, så jorden igen er klar til eventuel dyrkning.
Efter planen skal anlægsarbejdet med kablerne være afsluttet i 2029, samtidig med den nye højspændingsstation står færdig.
Fakta om anlægsarbejdet
Anlægsarbejdet foregår som hovedregel mellem klokken 6 og klokken 18 på hverdage.
Energinet forsøger altid at mindske generne fra anlægsarbejdet og afslutte hurtigst muligt.
På Energinets hjemmeside kan man klikke på kortet og zoome ind for at se, hvor de nye kabler skal graves i jorden.
Se mere om projektet: Forstærkning af elnettet – Ringsbjerg-projektet



Kommentarer