Af Allan Bilgaard Beier, Det Konservative Folkeparti

Det er nok ikke gået manges næse forbi, at FE sagen igen er på dagsordenen.

Hovedpersonen, Lars Findsen, har udgivet en bog. Bogen skal betragtes som en parts forklaring og kan derfor ikke uforbeholdent ses som den rene sandhed.

I bogen beskriver Findsen, hvordan den tidligere forsvarsminister, Trine Bramsen lod ham vide, at det var politiske prioriteringer der gjorde, at han og andre FE medarbejdere blev hjemsendt. Findsen havde på det stærkeste anbefalet, at sagen ikke blev delt med offentligheden i det format som efterfølgende skete. Han var bekymret for hvilken betydning det ville have på den danske efterretningstjenestes troværdighed.

Den anbefaling lyttede man ikke til.

Jeg har en smule forstand på efterretningsverdenen, og det er ét ufravigeligt mantra. Nemlig, at en efterretningstjeneste skal være i stand til at opererer under overfalden. I hemmelighed.

Det aller værste der sådan set kan ske er, at en efterretningstjeneste mister tilliden til, at den kan holde informationer og arbejdsmetoder hemmelige. Hvis andre landes efterretningstjenester mister tilliden til at FE kan håndtere de informationer, der bliver delt med dem, så deler de udenlandske tjenester simpelthen ikke informationerne.

Hvis FE og vores øvrige efterretningstjenester ikke modtager de informationer, så har det en direkte betydning for rigeste sikkerhed.

Denne her sag er blevet håndteret katastrofalt og ikke nok med det. Der er bare blevet bygget ovenpå siden sagen startede.

Det er nødvendigt, med en undersøgelse af denne her proces og om Findens parts forklaring beskriver sandheden, eller om sandheden ligger et sted midt i mellem.

Jeg kan dog allerede nu se, at håndteringen af sagen bærer store svigt fra både den tidligere forsvarsminister og fra regeringen. Det er stort set uagtet hvor skyldig Findsen er i de anklager han er tiltalt for.

Var det panik i regeringen eller manglende dømmekraft?