Kultur

Jubel på Arbejdermuseet – Københavns Kommune fortsætter opbakningen

Tilskuddet fra kommune betyder, at museet kan forsætte med nye projekter som eksempelvis 'Børnenes Baggård', der åbnede i juni måned. Foto: Arbejdermmuseet

Arbejdermuseet har haft et fantastisk 2023. 40 procent flere besøgende har været igennem udstillingerne i Rømersgade og over 13.000 børn har allerede været med skolen til undervisning i det stemningsfulde museum.

I foråret modtog Arbejdermuseet Europarådets Museumspris som det første danske museum nogensinde; og nu giver Københavns Kommune et vigtigt tilskud til den videre udvikling.

Kultur- og Fritidsudvalget har nemlig besluttet at forhøje det årlige tilskud og bidrager med 1,4 millioner kroner om året de næste fire år.

Støtte til UNESCO-nominering

Københavns Kommune fortsætter også støtten til et af hovedstadens mest ambitiøse kulturprojekter, nemlig nomineringen af Arbejdermuseets bygning, den fredede Arbejdernes Forenings- og Forsamlingsbygning fra 1879, til UNESCO Verdensarvslisten sammen med en række arbejderforsamlingsbygninger i andre lande.

Kulturministeriet har netop i disse dage afsendt den formelle tilkendegivelse om den kommende nominering til UNECOs hovedkvarter i Paris, og der venter nu en intens slutspurt med at færdiggøre den omfangsrige nomineringsrapport, der kan give København sin første UNESCO Verdensarvs-lokation.

Københavns Kommune støtter med 400.000 kroner til projektet i 2024 og 2025.

Alsidigt og folkeligt mødested

Opbakningen fra kommunen betyder, at Arbejdermuseet kan fortsætte sin strategiske udvikling fra at være et traditionelt museum til at blive et alsidigt og folkeligt mødested med rod i værdier om fællesskab, demokrati og dannelse.

Arbejdermuseet åbnede Børnenes Baggård i juni måned, som giver helt nye muligheder for undervisning og formidling til børn. Og det næste trin i strategien bliver særudstillingen KVINDELIV, som slår dørene op d. 13. oktober 2023. Også det initiativ byder på et omfattende arrangements- og undervisningsprogram, som rigtig mange af Københavns skolebørn forhåbentlig kommer til at opleve.

 

Kommentarer