Land og by

Kendte opskriftudviklere på jagt efter smagen af lokale råvarer i Danmark

Jon Edlund, kendt fra Den Store Bagedyst, er en af de fem opskriftsudviklere, der lige nu er på udkig efter lokale råvarer i deres region. Pressefoto

For at hylde de mange danske råvarer, har Aalborg Akvavit indgået et samarbejde med fem landskendte opskriftsudviklere, der hver især skal finde en eller flere råvarer fra deres lokale egn, der kan bidrage til en ret, hvor dansk akvavit bruges som smagsgiver. Blandt de fem udskriftsudviklere er de to kendte finalister i Den Store Bagedyst, Jon Edlund og Jesper Søvndal.

Findes der en særlig midtjysk råvare, der fortjener at blive hyldet og fremhævet i en lokal ret? Givetvis. Danmark bugner af dygtige producenter, der leverer produkter i højeste kvalitet.

Ifølge Jon Edlund er det svært at vælge, hvilken råvare og producent, der bedst præsenterer regionen:

”Jeg har altid været meget glad for mad, og jeg elsker at udforske de gode råvarer, sammensætte smage og udvikle retter baseret på enkle gode råvarer. Og faktisk er dét blevet lettere med tiden, når der er så mange dygtige lokale producenter i vores region”, siger han.

Lokalt producerede varer fortæller om både fortiden og nutiden – og stigningen i udbuddet er på sin vis et moderne udtryk for, at vi danskere ønsker forbindelse til vores rødder og vores lokalområde. Begge leder Jon og Jesper efter input til deres kommende egnsret. F.eks. vil Jesper sanse sig frem til sin færdige ret:

”De sæsonaktuelle råvarer kan noget helt særligt, som jeg skal dufte og smage mig frem til hos både gamle og nye producenter. Selvom jeg har flere i kikkerten, modtager jeg meget gerne anbefalinger om lokale midtjyske producenter.”

Jon har måske duftet sig frem til de danske sommerbær og siger:

 ”Valget af råvarerne handler jo både om, hvad de hver især byder på, og hvordan min ret udvikler sig. Jeg hælder lige nu til en ret baseret på bær. Der er noget forfriskende og sommerligt, som jeg finder inspirerende. Jeg vil meget gerne høre fra lokale folk, der kender en lokal specialitet, der passer til opgaven”, lyder opfordringen.

Lokale specialiteter og smagen af det enkle

Men Aalborg Akvavit har ikke blot bedt Jon og Jesper om at finde en god og dygtig lokal producent. De skal finde én, der med sine kvaliteter kan bidrage til at udvikle en ret, som både repræsenterer regionen og sætter den klassiske danske akvavit i spil. For akvavit kan meget mere end nippes og nydes af et snapseglas.

”Lokale råvarer er et hit blandt danskerne. Se blot alle boderne langs vejen, gårdbutikker, gartnerier, slagtere og lokale supermarkeder, der tilbyder lokale specialiteter. De fortjener fokus,” siger Lajs Kaznelson fra Aalborg Akvavit og fortsætter: ”Vi elsker det enkle ved den danske smag. Den enkle mad, de enkle øjeblikke. Derfor vil vi gerne samarbejde med dygtige folk og undersøge, hvordan et klassisk dansk produkt som akvavit kan indgå i nye eller klassiske retter sammen med lokale råvarer.” 

Man kan dele sine input på @jondanieledlund og @jesper_sovndal, hvor Jon og Jesper løfter sløret for hver sin ret i starten af august.

Sidst på året samles opskrifterne i en bog med specialiteter fra hele Danmark med opskrifter fra de øvrige opskriftudviklere: Dianna Brinch fra Gourministeriet, kok og kogebogsforfatter Mads Niemann og Maria fra opskriftuniverset mariavestergaard.dk.

Berigtigelse!

Artiklen er tidligere publiceret under overskriften “Input efterlyses til ny snaps med fokus på smagen af midtjyske råvarer”. Overskriften er misvisende idet, der i artiklen efterlyses producenter af lokale råvarer, som de fem opskriftsudviklere kan hente ingredienser og inspiration fra til nye retter, hvor et klassisk dansk produkt som akvavit kan indgå” og ikke, som overskriften anviser, input til en en ny snaps. Redaktionen beklager fejlen.

Kommentarer