Erhverv

Konference om fremtidens bestyrelsesarbejde

Mød to eksperter til konferencen om fremtidens bestyrelsesarbejde.

Verden er under hastig forandring. Er bestyrelserne i danske SMV’er rustet til at skabe udvikling i virksomhederne og tilpasse forretningsmodellerne til de nye markedsvilkår? To eksperter kommer med bud på svaret, når de holder oplæg om fremtidens bestyrelsesarbejde på en konference den 26. august i København.

Sparringspartnerne er en non-profit forening, der hjælper iværksættere og virksomheder med at skabe vækst og arbejdspladser. Den 26. august afholder Sparringspartnerne en konference i København med omdrejningspunktet ”fremtidens bestyrelsesarbejde”.

Bestyrelsesformand hos Sparringspartnerne, Niels Buchholst, forklarer, at konferencens sigte er at gøre deltagerne klogere på bestyrelsens rolle i danske SMV’er i en verden under hastig forandring på grund af megatrends som digitalisering og den grønne omstilling samt kriser som COVID-19.

”Markedsvilkårene har ændret sig drastisk på kort tid i de fleste brancher, og forretningsmodellen i mange danske SMV’er er udfordret. Hvis virksomhederne skal omstille sig hurtigt nok til at følge med udviklingen, er det afgørende, at de har en dynamisk og proaktiv bestyrelse. Vi kan dog se, at det langt fra er tilfældet hos mange SMV’er,” siger Niels Buchholst.

Oplæg fra to eksperter i bestyrelsesarbejde

To eksperter i bestyrelsesarbejde holder oplæg på konferencen. Mette Neville er professor og leder af Center for Små og Mellemstore Virksomheder, Aarhus Universitet samt ansvarlig for bestyrelsesuddannelserne ved Aarhus BSS. Hun sætter fokus på, hvordan kompetencer og nye arbejdsformer kan være med til at sikre den højere viden og agilitet, som er nødvendig, hvis bestyrelsens strategiske arbejde skal kunne matche den hastighed med hvilken, forandringerne sker. Og det er ifølge en helt ny undersøgelse – ”Krise som digital driver i SMV-bestyrelsen” – nødvendigt.

“Digitalisering, grøn omstilling og nu også COVID-19 påvirker forretningsmodellen i mange SMV’er og undersøgelsen viser, at det har øget bestyrelsens fokus på digitalisering. Men bestyrelserne er udfordrede og formændene ønsker derfor et kompetenceløft i bestyrelsen, ligesom de ser et behov for at blive mere omstillingsparate, komme tættere på forretningen og få et tættere samarbejde med direktionen. Det er en meget positiv udvikling, men det interessante er jo så, hvordan man bedst lykkes med det. Det kræver måske nye måder at arbejde med kompetencer på og også helt nye arbejdsmetoder i bestyrelsen. Tiden med klassisk bestyrelsessammensætning og 4 årlige bestyrelsesmøder er forbi”, siger Mette Neville.

Konferencens anden ekspert og oplægsholder er Mikael Staal, der er indehaver af Ledelsesværkstedet og medlem af Board Partner. Han kommer ind på, hvad der kendetegner de virksomheder, hvor bestyrelsen bidrager til udvikling og værdiskabelse. Hvilken betydning har sammensætningen af bestyrelsen dér? Og hvilke andre faktorer skal man være opmærksom på, når man etablerer en professionel bestyrelse? Han siger om SMV’ernes situation:

”Det er ikke nemt for en ledelse at etablere ny bestyrelse eller ændre i sammensætningen på den eksisterende. Ofte mangler man indsigt, overblik og overskud til at begynde på processen. Direktionen har sjældent kompetencerne til at finde, bedømme og sammensætte kandidater, så det kan virke uoverskueligt at starte projektet op. Hvad gør man for at komme godt fra start og godt i mål?”

Deltagelse på konferencen

Konferencen foregår kl. 13.00-16.00 hos Lund Elmer Sandager på adressen: Kalvebod Brygge 39, 1560 København. Læs mere om konferencen, og tilmeld dig her.

Kommentarer