Livsstil og forbrug

Palægade nomineret til fornem pris

Hvert år uddeler Landbrug & Fødevarer en helt særlig pris til en kok, som formår at lave en ny, anderledes og velsmagende ret med gris. I år kæmper fem dygtige kokke fra restauranter over hele landet om den prestigefyldte pris ’Årets ret med Gris’. I år er de to køkkenchefer Lukas Jensen og Rune Bjerre fra restauranten Palægade i København nomineret til den fornemme pris.

Restaurant Palægade i København har givet deres innovative bud på årets bedste ret med gris, der tager udgangspunkt i den klassiske ret ’brændende kærlighed’. I retten er der lagt vægt på både råvarer, håndværk og historiefortælling. De har lavet en velsmagende oplevelse, der er lavet på grillet bryst af gris med dertilhørende trompetsvampe, rødbeder, rødbedemarengs og en kartoffelkroket på siden.

– Det primære formål har været at lave en ret med grisen i centrum, som bare smager fuldstændig fantastisk. Det er mørt, saftigt og godt, da brystet fra Birthesminde er federe end normalt grisebryst. Det smager bare vanvittigt godt. Grunden til at vi har valgt at lave brændende kærlighed som undertema, er jo en gimmick i forhold til at stedet har været brændt ned. Vi har brugt røgen og asken til at komme videre, siger Lukas Jensen.

Udover Restaurant Palægade, er også Syttende i Sønderjylland, Fru Larsen ved Aarhus, Domestic i Aarhus og Pasfall i Odense nominerede til at modtage prisen. Der er igen i år hård kamp om prisen af ’Årets Ret med Gris’ mellem nogle af Danmarks bedste restauranter.

Ti år med gris

Konkurrencen ’Årets Ret med Gris’ arrangeres af Landbrug & Fødevarer, og bliver afholdt for tiende år i træk. Konkurrencen har hvert år tiltrukket den absolutte elite inden for dansk gastronomi, og med grisen i fokus er der blevet skabt mange forskellige gastronomiske fortolkninger igennem årene.

For 10 år siden aktiverede vi kokkene og bad dem definere smagen af gris gennem kreative fortolkninger, da mange kokke er vilde med grisens alsidighed, den gastronomiske kvalitet og de store smage. Det har derfor også været helt utroligt at følge den gastronomiske udvikling igennem de sidste 10 år, og set hvordan grisens rolle på tallerkenen hele tiden ændres. Det er også det fantastiske ved grisen, at den netop repræsenterer et stort smagsunivers med rigtig mange forskellige smagsnuancer. Det er det, der er kendetegnende ved disse 5 fantastiske retter i år – nemlig at smagene er i højsædet. Vi glæder os også til at kunne være samlet og fejre vinderen i fysiske omgivelser på Axelborg, særligt efter halvandet med covid-19, hvor vi kan hylde restaurationsbranchen efter en udfordrende tid, siger Anders Nicolajsen, seniorkonsulent for Foodservice og Gastronomi i Landbrug & Fødevarer.

En gastronomisk festdag

Vinderen af prisen ’Årets Ret med Gris’ kåres den 29. november 2021 på Axelborg i København. Dagen byder også på nogle af de mest udsøgte og eksklusive råvarer, der er udvalgt fra toppen af den danske restaurantscene. Blandt smagsoplevelserne er der vine i topklasse, specialøl, friske limfjordsøster, kaviar og mange andre ekstravagante råvarer.

’Årets Ret med Gris’ er ikke den eneste pris, som uddeles denne dag. I år afholdes der også for første gang ‘Årets Ret med Fisk & Skaldyr’, som også vil blive uddelt til prisshowet. Desuden er Landbrug & Fødevarer gået sammen med spiseguiden Whiteguide, der til eventet vil lancere deres 2021-udgave af spiseguiden.

– Gastro-konkurrencerne har tidligere haft mange nominerede, men i år er feltet snævret ind til blot 5 nominerede til Årets Ret med Gris og 4 nominerede til Årets Ret med Fisk & Skaldyr. Vi har dog valgt at skærpe feltet af nominerede grundet covid-19. Det har givet mulighed for, at vi kunne lave en masse digital kommunikation med flotte videoer af de nominerede, hvor kokkene virkelig får lov il at folde deres retter ud, siger Anders Nicolajsen, seniorkonsulent for Foodservice og Gastronomi i Landbrug & Fødevarer.

Med samarbejdet og prisuddelingen håber Landbrug & Fødevarer og Whiteguide at støtte den danske restaurationsbranche ved at inspirere danskerne til at komme ud og få en kulinarisk oplevelse hos de mange dygtige restauranter.

Årets Ret med Gris arrangeres af Landbrug & Fødevarer og er støttet af Norma & Frode S. Jacobsen fond samt Svineafgiftsfonden.

Kommentarer